torsdag den 28. juli 2011

Sære Kunder vol. 6

Det er vist lang tid siden I sidst har fået sådan en her fra mine dage med kunde"service".
Sidste gang postede jeg en supersmukt tegning, jeg selv havde lavet, af en sur tysker, og det er simpelthen væltet ind med efterspørgsler på endnu en tegning, derfor har jeg så pissetravlt.

Ok, det var løgn det der. Men jeg har faktisk pissetravlt. Lige nu med vikariatet på en unavngiven avis og fra på mandag med festival i min hjemby. 

Så i næste uge hører i nok ikke meget fra mig medmindre, jeg forvilder mig herind i en brandert, og jeg er før faret vild i virkeligheden, når jeg er fuld, så hvorfor skulle det ikke kunne ske på nettet også?


Nå, men i får lige noget helt klassisk fra mine fingre, nemlig vol. 6 af Sære Kunder, enjoy.
(Du kan finde meget mere med mærkelige mennesker (øhhh) mer Vol. 1, 2, 3, 4, 5.)

K = kunde, M = mig, * = ting, jeg gerne ville have sagt.
----------
Telefonen ringer i Hamburg.
K: Jeg vil gerne klage!
M: Ja?
K: Jo, der er jo pander og gryder!
M: Øhm undskyld, det forstår jeg ikke helt.
K: Ja, der er pander og gryder i huset!
M: Nu skal jeg lige være med. Hvilket hus? 
K: Ja, det hus, vi har lejet i Danmark. Der hvor vi er lige nu. Vi har lejet det gennem jer, så det burde du da have styr på!
*: Nå ja, vi sender jo kun ét hold kunder til Danmark af gangen. 
M: Så du er i Danmark nu, og vil gerne klage over, at der er gryder og pander i huset. Er der noget galt med panderne og gryderne eller hvad drejer det sig om?
K: Nej, der er ikke noget galt med dem, de er jo rigtig fine, men vi vidste ikke, at der var sådan noget i huset, så vi har taget vores egne med, og det havde vi jo slet ikke behøvet. Det er simpelthen for dårligt!!!
M: Jamen, har i spurgt om, der var pander og gryder i huset, da i bookede det? For det er der i alle vores huse, man skal bare have de mest personlige ting med. Køkkengrej og sådan noget, det er der jo allerede. Det ville vi også have fortalt, hvis du havde spurgt vores medarbejder. 

- laaaang pause, hvor manden snakker med en i baggrunden. 
K: Godt, farvel. 
----------

En kunde vil gerne bestille et katalog og siger, at vi har ham gemt i systemet, for at finde hans oplysninger skal jeg bruge efternavn og postnummer. Simpelt ikke? Ja, det skulle man tro, men... 
M: Hvad hedder du til efternavn?
K: Müller. Jeg er kunde hos jer.
*: Nååååååhhh, jamen vi har da kun én Müller som kunde. 
M: Og dit postnummer er?
K: Jeg er kunde hos jer allerede.
M: Ja, men hvad er dit postnummer?
K: I har gemt mine oplysninger. 
M: Helt bestemt, men jeg skal bruge postnummere for at finde dig. 
K: Jeg bor på Dorfstrasse.
*: Det er der så en del gader, der hedder.
M: Ja, men under hvilket postnummer?
K: Jeg har booket hos jer flere gange. 
M: (meget dybt suk) Jeg har brug for at få dit postnummer for at finde dig i systemet. Vi har rigtig mange, der hedder Müller. 
K: Mit fornavn er Manfred.
*: Nå for søren, jamen det er der jo overhovedet ikke andre tyskere der hedder, vel spasser. Manfred Müller, du er da totalt den eneste med det navn, overhovedet. 
M: OG POSTNUMMERET?
K: Nåååh, jamen det er 55555.
----------


Og så var der kunden, der gerne ville til Rom og have en audiens hos paven, fordi de havde 10 års bryllupsdag. Det er da også meget sødt, men jeg forstår fandeme ikke hvorfor, man så ringer til et udlejningsbureau, der har huse i DANMARK.


>>>> fortsættelse følger.

mandag den 4. juli 2011

Sære kunder vol. 5 - nu med flot, flot tegning...

Jeg har haft lidt problemer med de her Sære Kunder-indlæg fordi, det er forbandet svært at finde et passende billede, og billeder skal der til. Nu tror jeg, jeg har fundet løsningen og har derfor forsøgt mig med en tegning (jeg går pt rundt i malingsdampe, det kan have en indflydelse på min dømmekraft) - men her er en tegning af en sur tysk mand. Man kan kende ham på tyroleroutfittet, det kraftige overskæg og den desværre ikke uddøde Vokuhila-frisure (vorne kurz hinten lang) - og ja, jeg ved godt, at jeg er knaldhamrende god til at tegne. 


Disclaimer: Jeg kan faktisk godt lide nogle tyskere, den her knap så smigrende og noget stereotypiske tegning er udelukkende baseret på de tyskere, jeg ikke kan lidt, og som derfor selv er uden om det.

Nåååå ja, tilbage til bolden, nu kommer der endnu et par guldkorn fra de der sære kunder:

K = kunde, M = mig, * = ting, jeg gerne ville have sagt. 
For mere af samme skuffe se vol. 1, 2, 3 og 4.

-----------

Denne histori er noget, en kollega har oplevet på et kontor i Danmark. Vred, vred tysk dame kommer ind, hun har meget våde øjne og er træt på at bryde grædende sammen.
K: Det er simpelthen for dårlig, at i ikke har ryddet op på stranden!
M (i dette tilfælde kollega): Hvad mener du med ikke ryddet op? Nogle gange smider gæster affald, det kan vi desværre ikke altid nå at rydde op lige med det samme. 
K: Ja, jeg mener de der store cementklumper, der ligger over det hele og ødelægger stranden og min ferie!
M: Cementklumper?? Er det bunkersene du mener? 
K: JA! Det er virkelig noget svineri!
M: Øhmmm, ja, det er vi enige om, men de er ikke så nemme at flytte. 
K: Det burde i gøre, det kan ikke være rigtig, at min ferie skal ødelægges af det, jeg har bunker-allergi! Det er meget ubetænksomt af jer.
M: Du er godt klar over, at det er nogle tyskerne byggede her under krigen ikke?
K: DET er i hvert fald løgn.
M: Nej. 
Kunden bryder nu sammen i gråd og forlader kontoret. 

----------
 Nogle gange kan man godt undre sig over, hvad folk egentligt forventer af de der sommerhuse, når der kommer en klage over manglende kagegafler og frugtopsatser - jeg ved sgu ikke en gang, hvad en fucking frugtopsats er. Og kagegafler. Har man nu brug for et specialværktøj for at guffe kage, brug for en teske eller en almindelig gaffel!

----------
Endnu et eksempel hørt på et kontor i et sted i Danmark. 
K: Jeg leder efter hus nummer 17.
M (kollega): Ja, på hvilken vej? 
K: Det ved jeg ikke. Men jeg kender nogen, der bor der. 
*: Nåååååhhh nummer 17, jamen det er jo overhovedet heller ikke et husnummer, der findes på SAMTLIGE veje herude, der er faktisk kun én vej i hele byen. Spasser. 
Det viste sig så, at de personer, hun kendte havde lejet flere huse...med numrene 12, 19 og 56, de boede overhovedet ikke i nummer 17.

----------
Så har jeg en gang haft en kunde, der ringede og ville have et hus til ham og hans søn. Grunden til huset skulle være sådan, at man absolut ikke kunne kigge ind til dem. 
Jeg kunne ikke lade være med, at spekulere over, hvad det var for nogle skumle ting, far og søn skulle lave i det hus...
>>> fortsættelse følger