mandag den 4. juli 2011

Sære kunder vol. 5 - nu med flot, flot tegning...

Jeg har haft lidt problemer med de her Sære Kunder-indlæg fordi, det er forbandet svært at finde et passende billede, og billeder skal der til. Nu tror jeg, jeg har fundet løsningen og har derfor forsøgt mig med en tegning (jeg går pt rundt i malingsdampe, det kan have en indflydelse på min dømmekraft) - men her er en tegning af en sur tysk mand. Man kan kende ham på tyroleroutfittet, det kraftige overskæg og den desværre ikke uddøde Vokuhila-frisure (vorne kurz hinten lang) - og ja, jeg ved godt, at jeg er knaldhamrende god til at tegne. 


Disclaimer: Jeg kan faktisk godt lide nogle tyskere, den her knap så smigrende og noget stereotypiske tegning er udelukkende baseret på de tyskere, jeg ikke kan lidt, og som derfor selv er uden om det.

Nåååå ja, tilbage til bolden, nu kommer der endnu et par guldkorn fra de der sære kunder:

K = kunde, M = mig, * = ting, jeg gerne ville have sagt. 
For mere af samme skuffe se vol. 1, 2, 3 og 4.

-----------

Denne histori er noget, en kollega har oplevet på et kontor i Danmark. Vred, vred tysk dame kommer ind, hun har meget våde øjne og er træt på at bryde grædende sammen.
K: Det er simpelthen for dårlig, at i ikke har ryddet op på stranden!
M (i dette tilfælde kollega): Hvad mener du med ikke ryddet op? Nogle gange smider gæster affald, det kan vi desværre ikke altid nå at rydde op lige med det samme. 
K: Ja, jeg mener de der store cementklumper, der ligger over det hele og ødelægger stranden og min ferie!
M: Cementklumper?? Er det bunkersene du mener? 
K: JA! Det er virkelig noget svineri!
M: Øhmmm, ja, det er vi enige om, men de er ikke så nemme at flytte. 
K: Det burde i gøre, det kan ikke være rigtig, at min ferie skal ødelægges af det, jeg har bunker-allergi! Det er meget ubetænksomt af jer.
M: Du er godt klar over, at det er nogle tyskerne byggede her under krigen ikke?
K: DET er i hvert fald løgn.
M: Nej. 
Kunden bryder nu sammen i gråd og forlader kontoret. 

----------
 Nogle gange kan man godt undre sig over, hvad folk egentligt forventer af de der sommerhuse, når der kommer en klage over manglende kagegafler og frugtopsatser - jeg ved sgu ikke en gang, hvad en fucking frugtopsats er. Og kagegafler. Har man nu brug for et specialværktøj for at guffe kage, brug for en teske eller en almindelig gaffel!

----------
Endnu et eksempel hørt på et kontor i et sted i Danmark. 
K: Jeg leder efter hus nummer 17.
M (kollega): Ja, på hvilken vej? 
K: Det ved jeg ikke. Men jeg kender nogen, der bor der. 
*: Nåååååhhh nummer 17, jamen det er jo overhovedet heller ikke et husnummer, der findes på SAMTLIGE veje herude, der er faktisk kun én vej i hele byen. Spasser. 
Det viste sig så, at de personer, hun kendte havde lejet flere huse...med numrene 12, 19 og 56, de boede overhovedet ikke i nummer 17.

----------
Så har jeg en gang haft en kunde, der ringede og ville have et hus til ham og hans søn. Grunden til huset skulle være sådan, at man absolut ikke kunne kigge ind til dem. 
Jeg kunne ikke lade være med, at spekulere over, hvad det var for nogle skumle ting, far og søn skulle lave i det hus...
>>> fortsættelse følger


2 kommentarer:

  1. Hva' sa'dan, er det tyskere, der har bygget de der grå cementting på stranden? Ah, mon dog, det har jeg aldrig hørt om.

    SvarSlet
  2. Nej selvfølgelig er det ikke tyskerne, det kunne de aldrig finde på, det er bare mig, der er et lyvesvin. Undskyld.

    SvarSlet